Cookies

Artikel

Fem containere og 50 læs sand gav for alvor liv på Aarhus Ø

Strandbaren har sat et markant præg på livet på Aarhus Ø. De kolde drinks og den afslappede stemning har tiltrukket tusindvis af mennesker og skabt masser af opmærksomhed omkring den nye bydel.

Da Rune Kilden stod på Aarhus Ø første gang i efteråret 2009 havde han lidt svært ved at forestille sig, hvordan den nye bydel skulle se ud.

Havnearealerne mindede mest af alt om det, det var – en forladt containerhavn. Finanskrisen havde bremset alle byggeprojekterne på Aarhus Ø, og der var ingen mennesker og intet liv i den nye bydel.

Byudvikleren var inviteret til et møde hos Aarhus Kommune for at drøfte mulighederne for et samarbejde om at udvikle Aarhus Ø, og nu stod han så der på Aarhus Ø for første gang inden mødet for ved selvsyn at se, hvad det var, kommunen havde af tanker for området.

- Det var et område præget af den trøstesløshed, der ramte hele byggebranchen, da finanskrisen rullede ind over os i slutningen af 00’erne, fortæller han.

- Byggeriget var gået i stå, og det var virkelig svært at se, hvad det skulle blive til herude. Men efter at have gået lidt rundt tog jeg ind til mødet med kommunen og så masterplanen og hørte de tanker, de havde for området – og det gav naturligvis en bedre forståelse for Aarhus Ø. Så efter mødet tog jeg herud igen. Og anden gang kunne jeg også bedre fornemme det, siger Rune Kilden, mens vi spadserer rundt i gruset ved Bassin 7, hvor den verdensberømte, danske arkitekt Bjarke Ingels’ tegnestue, BIG, er ved at opføre byggeriet AARhus.

- Jeg tog hjem for at sove på det. Og næste morgen tog jeg så herud igen. Jeg husker tydeligt, at jeg spadserede ud på spidsen af Aarhus Ø, hvor Lighthouse i dag ligger, og kiggede ud over bugten, og så vendte mig om og så ind over byen med Domkirkens tårn for enden af den kommende boulevard og tænkte; ”ja, det her kan faktisk godt blive helt fantastisk”, fortsætter han.

Strandbaren skulle være en åben invitation til hele byen om at komme herud og opleve Aarhus Ø. Vi arbejdede derfor meget med mangfoldighedsdelen og prøvede at sige til folk, at hvis du har en forening, der gerne vil lave et arrangement, så kan du bare komme herud.

Rune Kilden

Rune Kilden

Det medførte en lang række aktiviteter omkring Strandbaren. Blandt andet zumba- og crossfit-arrangementer, fem årlige badedage med livreddere hvor man fik lov at bade i Bassin 7, beachvolley, strandhåndbold og strandfodbold og storskærmsarrangementer i forbindelse med VM i fodbold.

Samler tusindvis af mennesker

Og hele idéen med at skabe en aktivitet på havnen, der kunne trække byen ud på Aarhus Ø og give beboerne noget at samles om, fungerede fuldstændig efter hensigten. Sæsonerne gik, Strandbaren skiftede placering et par gange, og konceptet udviklede sig sammen med områdets beboere.

- På en solskinsdag kunne der godt være et sted mellem 2.000 og 3.000 mennesker. Derudover er der jo opstået nogle traditioner, som har haft Strandbaren som omdrejningspunkt – blandt andet sankthans på Aarhus Ø. Strandbaren har været et naturligt mødested for rigtig mange ting herude, siger Rune Kilden og trækker lidt til siden, da en stor lastbil bakker ned mod Bassin 7.

- Der var en del, der spurgte i starten, om vi virkelig troede, at det er muligt at drifte en strandbar, når der er byggepladser omkring. Men det syntes folk bare var meget sjovt. Samtidig handlede en tur på Strandbaren jo også om at komme en tur herud for at se, hvor langt de var kommet med byggeriet.

Strandbarens store popularitet kan også aflæses i antallet af personer, der følger Strandbaren på Facebook. Godt 25.000 mennesker har liket Strandbaren, hvilket gør den til en af de mest fulgte kulturinstitutioner i Aarhus.

- I og med at Strandbaren kun holdt åbent, når solen skinnede, så var folk nødt til at følge med på Facebook for at se, om der var noget at komme efter. Det har været med til at skabe et kæmpe community omkring Strandbaren, som gjorde det muligt for os at komme endnu længere ud med nogle historier og billeder, der viste en lidt anden side af Aarhus Ø end blot byggekraner og beton – og det var jo netop det, der var formålet til at starte med, siger Rune Kilden.

Stemningen lever videre i det nye

Men alting har også en ende. Og efter syv somre på Aarhus Ø er Strandbaren nu blevet pakket ned for sidste gang. I gruset ved Bassin 7, hvor Strandbaren havde sin sidste placering, er AARhus under opførsel sammen med fem restauranter og en teaterbygning, som også kommer til at indeholde en restaurant.

- Det var aldrig meningen, at Strandbaren skulle være en permanent aktivitet herude, siger Rune Kilden.

- Men det er i høj grad på grund af Strandbarens succes, at vi nu er gået i gang med dette permanente projekt ved Bassin 7, hvor vi forsøger os at stille os på ryggen af de erfaringer, som vi har gjort med Strandbaren. Vi laver ikke bare midlertidige projekter for at gøre det – vi gør det også for at teste nogle ting af, så vi kan lave mere interessant byudvikling. Og i dette tilfælde har en skæv idé med fem containere og 50 læs sand vist sig at være utrolig interessant for området.

- Samtidig giver det også nogle svar til os, der skal lave en stor investering. Når vi ved, at det er muligt at lokke tusindvis af mennesker ud til fem containere på en byggeplads, så tror jeg også på, at vi kan gøre det, når det bliver lidt mere ordnede forhold, og når man også kan spise med kniv og gaffel – også når det regner, siger Rune Kilden.

Tredje gang er lykkens gang

Rune Kilden var klar til at involvere sig i udviklingen af den nye bydel. Men han var også bevidst om, at hvis han som ejendomsudvikler skulle besøge Aarhus Ø tre gange før, at han helt forstod idéen med området, så kunne det også blive lidt op ad bakke at få potentielle købere af lejligheder til at tage den nye bydel til sig.

- Vi kunne jo ikke så godt indrykke en annonce i avisen og sige ”kom ud på Aarhus Ø tre gange, så bliver du vild med det”, fortæller han med et smil.

- Nej, vi skulle gøre noget andet for at få folk herud og virkelig mærke området, forsætter han.

En række af byens mest krøllede hjerner blev involveret i arbejdet med at udtænke nogle koncepter for, hvad der kunne få folk til at komme ned på de gamle havnearealer. Og det var i den proces, at idéen til at skabe en strandbar tog form.

- Det handlede meget om at åbne havnen op for offentligheden. Området havde i årtier været en containerhavn med et hegn omkring, hvor man ikke kunne køre ind. Og nu var det så blevet et udviklingsprojekt, der var blevet ramt af finanskrisen. Idéen med at skabe Strandbaren handlede om at skabe en god stemning herude og vise nogle af de kvaliteter, der er ved at bo på havnen, siger Rune Kilden.

Grundejerne på Aarhus Ø blev samlet i en ny forening, Foreningen Pier 4, der blev involveret sammen med Aarhus Kommune. Og snart var der indkøbt 50 læs sand og fem containere, der skulle udgøre grundelementerne i Strandbaren, som på solskinsdage skulle byde på forskellige mad- og bar-oplevelser på Aarhus Ø. Den første version af Strandbaren åbnede på spidsen af Aarhus Ø i sommeren 2010.

- I starten tænkte vi, at hver container løbende skulle skifte indhold. Men det fungerede ikke. Vi kunne se, at vi var nødt til at lave en driftskreds, så når vi havde lovet folk, at de kunne få en burger herude, så nyttede det ikke noget, at kokken blev væk, fordi han havde tømmermænd efter en nat i byen. Vi havde derfor behov for, at der var nogle af byens restauratører, som satte deres eget brand på Strandbaren og gerne ville være med til at drifte den. Så konceptet blev justeret lidt efterfølgende, fortæller Rune Kilden.

Kokken Martin Ib og bartenderen Chris Lombardi blev involveret i Strandbaren, mens eventmanden Mads Eriksen, der havde været en central person i at udvikle konceptet for Strandbaren, arbejdede på at skabe forskellige initiativer omkring Strandbaren.

Oversigt over Aarhus Ø

Relaterede

Læs andre artikler der minder om denne

Image

3600 tons sten er blevet til en oase af liv under vandet

Artikel

På Havbanen for enden af Aarhus Ø har Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Kommune genetableret et af de mange livgivende stenrev, som er forsvundet i Aarhusbugten siden 1930’erne.

Image

Fem store badebolde er træningsanlæg for hundredvis af havsvømmere

Artikel

Aarhus Havbane ud for Jette Tikjøbs Plads på det yderste af Aarhus Ø er blevet et tilløbsstykke for havsvømmere, dykkere og standup-padlere, som ønsker at komme tæt på Aarhusbugten.

Image

Beboerne har skabt liv og fællesskab med grøn oase på Aarhus Ø

Artikel

Godt 300 pallehaver på det yderste af Aarhus Ø har skabt en grøn oase og et samlingspunkt for områdets beboere.

Vil du vide mere?

Hør mere om Lighthouse

Vil du høre mere om projektet, lejlighederne og investeringsmulighederne? Så skriv dig op til at blive kontaktet af en mægler og/eller modtag vores nyhedsbrev, hvor du bl.a. kan læse mere om Lighthouse, events og livet på Aarhus Ø.